Stor interesse for fjernvarme i Dragør

FJERNVARME

Over 400 Dragør-borgere mødte onsdag op til informationsmøde i Hollænderhallen for at høre mere om den kommende udrulning af fjernvarme i kommunen

Informationsmøde Dragør 17. april 2024

Direktør i Tårnby Forsyning Dragør Fjernvarme Raymond Skaarup kunne onsdag aften fortælle over 400 Dragør-borgere om den forestående udrulning af fjernvarme i Dragør. Foto: Jonas Bjørn Whitehorn/Dragør Kommune.

Efterspørgslen på fjernvarme er stor hos de danske boligejere, og rigtig mange steder i landet er fjernvarmeselskaber i samarbejde med kommunerne i gang med at lave planer, der skal give flere boligejere mulighed for at skifte gas- eller oliefyret ud med fjernvarme.  

Det er også tilfældet i Dragør, og i den forbindelse havde Dragør Kommune onsdag inviteret til informationsmøde om den forestående udrulning af fjernvarme til kommune.  

Tårnby Forsyning Dragør Fjernvarme står for at rulle fjernvarmen ud i Dragør, og var som forsyningsselskab inviteret med til at fortælle om udvidelsesplanerne. Det samme var repræsentanter fra CTR (Centralkommunerne Tranmissionsselskab I/S), der producerer fjernvarmen til Dragør.  

Det var rigtig mange borgere interesseret i. Dragør Kommune måtte i sidste uge lukke for tilmeldinger, efter cirka 400 borgere havde takket ja til tilbuddet om at høre mere om fjernvarmen.  

Informationsmøde Dragør 17. april 2024_1
Cirka 400 borgere i Dragør brugte en del af deres onsdag aften på at høre mere om den kommende udrulnings af fjernvarme. Foto: Jonas Bjørn Whitehorn/Dragør Kommune

Fleksibel fjernvarme 

Onsdag aften kunne de så lytte til først Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup, der bød velkommen, hvorefter administrerende direktør i CTR Randi Skogstad fortalte om, hvordan den kommende fjernvarme til Dragør bliver produceret, og hvorfor fjernvarmen er et godt valg.  

Hun fortalte blandt andet om, hvordan det med fjernvarmen er muligt at producere varmen, når det er billigst, og at man med fjernvarmen samtidig har mulighed for at tilpasse produktionen til nye teknologier i takt med, at disse udvikles.  

Blandt andet nævnte Randi Skogstad, at flere elkedler, store varmepumper, geotermi og overskudsvarme fra industrien er løsninger, som man i stigende grad vil forsøge at få indfaset i produktionen, så fjernvarmen på sigt udelukkende bliver produceret ved brug af vedvarende energi.  

Direktør i Tårnby Forsyning Dragør Fjernvarme Raymond Skaarup fortalte om den praktiske del af udbygningen af fjernvarmenettet og gav en status på projektet.   

For inden selve udbygningen kan gå i gang, skal der foreligge et endeligt godkendt projektforslag for Dragør, og det er netop dette, som man i øjeblikket afventer.  

Nyt informationsmøde på vej 

Borgernes spørgelyst var stor, og der blev blandt andet spurgt ind til økonomi, gravearbejder, abonnementsordning samt størrelsen på et fjernvarmeanlæg. På Tårnby Forsyning Dragør Fjernvarmes hjemmeside kan du læse meget mere om fjernvarmen, og her findes der også eksempler på fjernvarmeanlæg og det udvendige skab 

Det er allerede nu meldt ud, at Dragør Kommune vil afholde endnu et informationsmøde.  

Dato vil blive meldt ud på både Dragør Kommunes hjemmeside samt her på Tårnby Forsyning Dragør Fjernvarmes hjemmeside.  

Interesserede i fjernvarmeprojektet kan også med fordel tilmelde sig Tårnby Forsyning Dragør Fjernvarmes nyhedsbrev, hvor der løbende vil blive sendt informationer om udbygningen ud. 

Onsdagens informationsmøde blev også filmet, så dem der ikke havde mulighed for at deltage onsdag, senere kan se det online samt finde øvrig information på Dragør Kommunes temaside om varmeforsyning.

Billede fra Dragør

Her kan du tjekke din adresse og ansøge om fjernvarme i Dragør

Emne