Klimaet stiller nye krav til Tårnby Forsyning

Nyheder, Projekter

Tårnby Forsyning spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet, og der bliver hele tiden arbejdet for at gøre tingene endnu bedre og smartere, så vi får en mere bæredygtig forsyning, hvor klimaet spiller en stor rolle. Det skriver Einer Lyduch, der er bestyrelsesformand i Tårnby Forsyning om i dette indlæg.

Einer Lyduch

Einer Lyduch er bestyrelsesformand i Tårnby Forsyning og skriver i dette indlæg om, hvad der er i fokus i det kommende år.

Af Einer Lyduch, formand for Tårnby Forsyning. 

De fleste af os i Tårnby tænker nok ikke meget over, hvor drikkevandet er blevet udvundet, når vi tænder for vandhanen og hælder vand på kartoflerne. Ligesom vi formentlig heller ikke skænker kloakeringen på vejene de store tanker, mens vi synger under bruseren eller trækker ud i toilettet. Og jeg tror heller ikke, at vi på en kold vinterdag funderer længe over, hvordan fjernvarmen egentlig kommer ind i vores bolig.  

Men som Tårnby-borger er du faktisk i kontakt med Tårnby Forsynings forsyningsarter hver eneste dag. At have mere end 43.000 kunder i lokalområdet forpligter. Derfor er vi hos Tårnby Forsyning bevidste om, at vi hele tiden arbejder for at gøre tingene endnu bedre og smartere, så vi får en mere bæredygtig forsyning, hvor klimaet spiller en stor rolle. Vi har et mål om at blive CO2-neutrale i 2030, og det forventer jeg, at vi når. Dertil skal vi også have så lille negativ miljøpåvirkning som muligt. Det handler om vores alle sammens fremtid. 

Ny vandstrategi

I 2024 har vi derfor udsigt til en række indsatser, der alle trækker vores kommune i den rigtige klimaretning. 

I den kommende tid sætter vi skub i arbejdet med en strategi for fremtidens vandforsyning. Rent grundvand i den østlige del af Danmark er desværre blevet en truet ressource. Indtil nu har vi bare kunne åbne for hanen og købe mere vand fra HOFOR, som i mange år har leveret cirka 2/3 af det vand, som vi borgere i Tårnby bruger.  

Vandboring
Tårnby Forsyning fik i efteråret 2023 foretaget prøveboringer, som skulle undersøge muligheden for at etablere nye drikkevandsboringer.

Men vand er noget, vi skal værne om. Det kan vi se ved at tage et kig ned i undergrunden herude på vores egen ø, Amager, hvor grundvandet i årevis har været udfordret. Derfor skal vi i Tårnby Forsyning tænke nyt, og der er to oplagte spor at forfølge. Den ene er avanceret vandbehandling på kort sigt, og den anden er forebyggelse med grundvandsparker på langt sigt.  

Klimaneutralt renseanlæg 

På spildevandsområdet har vi gang i en udvikling af fremtidens renseanlæg. Det vil give os et meget grønnere renseanlæg, der kan hjælpe os på vej mod vores mål om at blive energi- og klimaneutralitet i 2030. Først og fremmest er vi i gang med byggeriet af pyrolyseanlægget, som vi forventer vil være klar til at være klar til testkørsel i efteråret 2024. Det vil ikke alene bidrage til at begrænse vores CO2-udledning, men det vil også være med til at fjerne PFAS og andre miljøfarlige stoffer i vores spildevandsslam. 

Rekordregn giver udfordringer 

Selvom sneen i begyndelsen af året har lagt sig som en flot ramme over store dele af Danmark, kan vi ikke komme uden om, at det har regnet ekstraordinært meget i den seneste tid. Og tendensen med mere nedbør ser ikke ud til at aftage, og det er endda ikke mere end få måneder siden, at vi oplevede det tredje mest voldsomme regnskyl i Tårnbys historie. Derfor er der brug for alle kreative tiltag for at håndtere vandet og skabe plads i kloakkerne.  

Regnvand1
Der har været mange massive regnskyl i det seneste år, og det har skabt et stort pres på kloaksystemet.

Vi har i mange år været fri for overfyldte kloakker, som følge af en dygtig og intelligent tilgang til, hvordan man gør det rigtige. Men sidste år havde vi flere massive regnskyl end ellers, og vi vil nok se flere i fremtiden. Vi gør vores bedste, men da klimaudviklingen ikke synes at have nået et maksimum, vil der nok i mange år frem altid være hændelser, vi ikke kan håndtere. Derfor vil vi i den kommende tid også have fokus på at fortælle grundejerne i Tårnby om, hvad de selv kan gøre for at undgå oversvømmelser ved store nedbørsmængder. For man kan faktisk selv gøre noget for at sikre, at vandet fra ens grund ikke ender direkte i de fælles kloakker og dermed er med til at skabe oversvømmelser.  
 

Kæmpe fjernvarmeudbygning 

På varmeområdet kommer der også fart på i 2024. Snart vil man kunne se entreprenørmaskiner grave rundt om i kommunen. Det er den store fjernvarmeudrulning, som vi netop er i gang med at starte på. Når vi skal lægge fjernvarme ind på stort set alle villaveje, kan det desværre heller ikke undgås, at det vil give gener. Dagligdagsspørgsmål, som hvor man skal parkere sin bil, når man ikke kan komme ind i sin indkørsel og en bekymring over hvorvidt, man kan få hentet affald, vil forståeligt opstå hos mange.

Fjernvarme
Fjernvarmeudbygningen er i gang i Tårnby, og arbejdet vil strække sig over de kommende år.

Alle disse spørgsmål skal vi nok tage hånd om så godt vi overhovedet kan i samarbejde med kommunen, og vi vil gøre vores bedste for at mindske generne, mens fjernvarmeudrulningen er i gang. Men besvær vil der utvivlsomt komme – og det er imidlertid prisen for at gøre det rigtige med en udbygning af fjernvarmen som vigtigt led i den grønne omstilling. Fjernvarmen er dog ikke i sig selv 100 procent grøn, men den er som et stort net af opvarmet vand, bindeleddet for at kunne gennemføre den grønne omstilling på en energieffektiv og intelligent måde. Varmen kan så komme fra stadig flere og grønnere energikilder. 

Sol på vej 

Mens vand, spildevand og fjernvarme alt sammen kommer ud til forbrugerne via rør og ledninger under eller lige over jorden, så kan det være, at vi i det kommende år skal til at bevæge os op i de lidt højere luftlag. For solceller kan nemlig blive den næste opgave for os, idet Tårnby Kommune har bedt os om at undersøge muligheden for oprette et selskab med fokus på at få solenergi fra tagene på de kommunale bygninger. 

Det er derfor samlet set store og vigtige opgaver, der venter os i Tårnby Forsyning, men som formand er jeg helt tryg ved, at de mange dygtige medarbejdere i selskabet er garant for, at arbejdet udføres på bedst mulige vis.
Vi vil gerne sikre os, at vi er en attraktiv arbejdsplads i lokalområdet, som hele tiden formår at tiltrække den kvalificerede arbejdskraft, som er nødvendig for at sikre, at der altid er rent drikkevand i hanerne, et velfungerende kloaksystem og en stabil og sikker varme i rørene. I fællesskab skal vi - både medarbejdere, ledelse og bestyrelse - hele tiden have fokus på klimaet og bæredygtigheden, så vi kan få indfriet vores forventninger om at blive CO2-neutrale senest i 2030. 

FAKTA OM TÅRNBY FORSYNING  

Tårnby Forsyning består af seks aktieselskaber, som ejes af Tårnby Kommune. Selskaberne består af: 

 TÅRNBYFORSYNING A/S,  
TÅRNBYFORSYNING Service A/S 
TÅRNBYFORSYNING Varme A/S 
TÅRNBYFORSYNING Køl A/S 
TÅRNBYFORSYNING Vand A/S 
TÅRNBYFORSYNING Spildevand A/S 

Og oveni det er selskabet TÅRNBYFORSYNING Dragør Fjernvarme A/S blevet stiftet til at stå for udrulning af fjernvarme i Dragør. 

Der er i øjeblikket 50 medarbejdere ansat. Selskabet har base på Gemmas Alle, hvor vandværket er samt i Kastrup Strandpark, hvor renseanlægget ligger. Derudover råder selskabet over 75 pumpestationer og nogle energicentraler rundt om i kommunen.