10 gode råd til at spare på varmen

Fjernvarmevandet cirkulerer i et lukket rørsystem, og der er på den måde tale om et genbrugssystem. Her får du 10 gode råd om, hvordan du bedst udnytter fjernvarmen

Grafik af hus

Bevar en minimumstemperatur på 16 grader om natten

Hvis temperaturen bliver væsentligt lavere, kræver det meget energi at varme hjemmet op igen. For lave temperaturer kan desuden øge risikoen for skimmelsvamp.

Indstil gulvvarmen til en passende temperatur og undlad så yderligere regulering

Det kan tage op til 12 timer, før indstillingen af gulvvarmen er mærkbar.

Tjek din returtemperatur

Jo koldere returtemperaturen er, des bedre bliver varmen i fjernvarmevandet udnyttet. Og det er godt for din varmeøkonomi. Du kan tjekke din returtemperatur på din måler.

21 grader er en behagelig stuetemperatur for de fleste

For hver grad, du skruer ned, sparer du 5% på dit varmeforbrug.

Anvend alle radiatorer i rummet og indstil dem ens

En radiator fungerer korrekt, når den er varm i toppen og kold i bunden. Er dine radiatorer varme både foroven og forneden, udnytter de ikke varmen ordentligt – og det koster dig penge.

Hold altid gardiner, møbler, tæpper og tøj væk fra radiator og termostat

Luften omkring radiatoren skal kunne bevæge sig uhindret, og termostatens varmeføler må ikke være tildækket.

Indstil temperaturen på det varme brugsvand til 50-55 grader og tag kortere brusebade

Varmt vand kan koste op imod det dobbelte af koldt vand, og for hvert minut, du afkorter dit bad, sparer du mellem otte og 12 liter vand.

Tør og frisk luft er billigere at varme op

Luft ud og lav gennemtræk mindst en gang om dagen i max. 5 minutter, og husk at lukke termostaterne imens. Hæng vasketøjet udenfor eller i dertil indrettede rum for at undgå fugt.

Sørg for at hjemmets rør, loft og ydermure er velisolerede

Hold også øje med, at døre og vinduer er helt tætte.

Vedligehold dit varmesystem og tjek, om din cirkulationspumpe og termostater skal udskiftes

Aflæs din måler en gang om måneden, så du har styr på dit forbrug og hurtigt kan opdage eventuelle udsving.