Flere tips til en grøn have uden brug af sprøjtegift

Sand i stedet for sprøjtegift? Arh. Kan det nu også passe? Ja, det kan det faktisk. Der er masser af effektive, naturlige metoder, når du vil holde haven flot uden alger, mos, skadedyr og ukrudt

Billede af lilla blomster

Nemmest efter regnvejr

Det er nemmest at fjerne ukrudtet efter regnvejr, når rødderne er løse. Du kan også bruge kogende vand direkte på planten, det svarer til at bruge en gasbrænder. Planten fordamper sig ihjel.

Rodukrudt?

Rodukrudt, som for eksempel skvalderkål og kvikgræs, er flerårigt og har dybdegående rødder med udløbere til alle sider. Det skal have særbehandling.

Du kan

  • grave det forsigtigt op, så rodstumper ikke deles, og planten dermed formeres
  • stresse det ihjel. Fjern alt overjordisk, hver gang planten får to til fire nye blade. På et tidspunkt har planten brugt al sin næring i rødderne og dør
  • fjerne blomster- og frøstande, så planterne ikke sår sig selv igen. Husk, at mælkebøttefrø kan modne efter, at planten er gravet op, så de skal ikke i komposten
  • dække jorden med kraftig sort plast, så lyset ikke trænger ned og får planterne til at spire i overfladen. Ofte skal plastdækket ligge i mere end en sæson, så det skal kunne holde til sne og blæst

Ukrudt i køkkenhave og staudebed?

Bruger du ikke efterafgrøder, skal du kultivere eller rive dine bare jordstykker én gang om ugen.

Gode råd specielt til græsplænen

  • Klip ikke kortere end fem centimeter
  • Efterså bare pletter om foråret
  • Efterlad græsafklip til regnormene
  • Giv ikke gødning senere end i august
  • Fjern mos med rive om foråret og luft plænen
  • Så hvidkløver i plænen, det forsyner græsset med kvælstof
  • Skær mælkebøtterødder over så dybt som muligt. Fjern derefter planterne

Ukrudt på fliser eller grus?

  • Brug ukrudtsdug som underlag for grus eller fliser. Fej fliser med en stiv kost mindst én gang om ugen
  • Rens regelmæssigt fugerne og fyld efter med fugesand en til to gange om året

Grus

  • Riv arealet i tørre perioder
  • Skær ukrudtet over lige under jordoverfladen med et skuffejern én gang om ugen
  • Bruger du gasbrænder, skal du kun blanchere ukrudtet i få sekunder. Du skal ikke brænde det

Dæk bar jord med

  • Planterester og kompost uden ukrudts frø, hækafklip og visneblade
  • Flis mellem stauder, buske og træer. Halm mellem jordbær
  • Bunddækkeplanter i staudebedet