Fordampningsanlæg viser energineutral og bæredygtig vej

Klima

Tårnby har udfordringer med frakobling af regnvand som følge af højtstående grundvand, meget lerholdig jord og forurening. Det vil sige, at der er områder i kommunen, hvor det enten er svært at få det afkoblede regnvand til at sive ned i jorden, som ved et almindeligt regnbed, eller hvor det slet ikke er tilladt at nedsive på grund af forurenet jord

Billede af fordampningsbedet fra venstre

Fordampningsbedet, hvor der en tæt membran i bunden som sikrer, at regnvandet ikke nedsiver og fører forureningen med ned til grundvandet.

For at imødekomme udfordringerne har Tårnby Forsyning lavet et demonstrationsprojekt på renseanlægget i Kastrup. Projektet består i sin helhed af et grønt tag, et regnbed, en regnvandstank og solceller. Alt dette er forbundet med nogle sprinklere, der sender en fin vandtåge ud over taget og regnbedet, når solen skinner.

”Idéen lå ligefor. Vi ville lave et fordampningsanlæg, som kunne demonstrere og inspirere til bæredygtig regnvandshåndtering i denne type områder. Ideen kommer fra Sydeuropas hyggelige cafeer, hvor der sprayes en fin vandtåge ud over cafegæsterne. Fordampningen af vandet køler gæsterne, mens de nyder en sommerdrink”, forklarer Esben Elleby Snitgaard, der er landskabsarkitekt i Tårnby Forsyning.

Ved renseanlægget i Kastrup havde kontorbygningen et grønt tag. Derfor var det oplagt at lave et forsøg med at sprøjte vandtåger ud over taget, da det både køler bygningen og betyder, at vandet fordamper.

Billede af grønt tag med 24 sprinklere på renseanlægget
Det grønne tag med de 24 sprinklere på renseanlæggets administrationsbygning.
Billede af fordampningsbedet med rende af chaussesten
Fordampningsbedet med en rende af chaussesten.

Som en tavlesvamp, der suger vandet til sig

”Når det regner på det grønne tag, vil planterne og jordlaget optage den første mængde vand ligesom en tavlesvamp, der suger vandet til sig. Bliver det ved med at regne, begynder regnvandet at løbe ned fra taget og ned i fordampningsbedet”, siger Esben Elleby Snitgaard. Han fortæller desuden, at fordampningsbedet grundlæggende er et regnbed i form af et skålformet plantebed, hvor der er plads til, at regnvandet kan fylde skålen.

”Det ligner et traditionelt regnbed, men fordampningsbedet adskiller sig ved at have et sprinklersystem, der så at sige får det til at regne i en fin vandtåge udover det grønne tag og bedet, når solen skinner”, siger Esben Elleby Snitgaard og fortætter: ”Der er nedlagt en tæt membran i bunden af bedet, som sikrer, at regnvandet ikke nedsiver og fører forurening ned til grundvandet. I stedet er der lagt et dræn i bedet, hvorfra regnvandet langsomt siver ind i en regnvandstank. På renseanlægget har vi forurenet jord, men metoden kan også anvendes, hvis man har en meget lerholdig jord, hvor vandet ikke kan sive ned. Disse udfordringer er meget udbredte i Tårnby Kommune”.

Energineutral cirkulering af regnvandet

Ifølge Esben Elleby Snitgaard er det energicentrale fokus i projektet vigtigt, da det viser vejen for lignende projekter.

”I selve regnvandstanken er der installeret en pumpe, der fører regnvandet tilbage til det grønne tag og fordampningsbedet, hvor de 24 sprinklere forstøver regnvandet ud over planterne. Pumpen drives af solcellepaneler, og der sker dermed en energineutral cirkulering af regnvandet, hvilket giver tid til, at der kan ske en stor fordampning. Forstøvningen af vandet i sprinklerne øger fordampningen, ligesom planterne på taget og i bedet optager en del af vandet”, siger Esben Elleby Snitgaard og fortæller, at der på en almindelig sommer ikke er afledning af regnvand til kloakken.

Fremviser gerne

Hvis det har interesse, viser Tårnby Forsyning gerne anlægget frem og svarer på spørgsmål. Kontakt og aftale kan ske hos landskabsarkitekt Esben Elleby Snitgaard på e-mail: ees@taarnbyforsyning.dk

Kampagne i Tårnby: Større biodiversitet og flere regnbede

Tårnby Forsyning har i samarbejde med kommunen gennemført en større kampagne under titlen ’Skab nyt liv i din have’ for mere biodiversitet og flere regnbede i Tårnby.

Have grafik

Oversvømmelser og færre insekter er to af de kedelige resultater af den måde, vi har levet på i mange år. Men det er samtidig to problemer, som haveejere i Tårnby kan være med til at løse

Få 3 træer og tilslutningsbidraget tilbage
  • Tårnby Forsyning har oprettet en træpulje, hvor det er muligt at få 3 træer til at plante omkring et nyt fordampningsbed eller regnbed, hvis man bor i den fælleskloakerede del af kommunen. Træerne vil suge af regnvandet, og i kraft af deres store bladareal kan der ske en stor fordampning, ligesom rødderne kan skabe sprækker i jorden og forbedre nedsivningsforholdene. Sidst men ikke mindst kan træerne opsuge og tilbageholde CO2 fra atmosfæren. Læs mere: https://taarnbyforsyning.dk/klima/faa-3-traeer
  • Hvis man kobler alt regnvandet på sin grund fra kloakken, kan man få tilbagebetalt tilslutningsbidraget for regnvand på ca. 26.000 kr., hvis man bor i den fælleskloakerede del af kommunen. Det vil sige, at regnvandet, der løber af tage, fliser og asfalt, ledes i faskiner eller regnbede, i stedet for i kloakken. Vær opmærksom på at visse krav gør sig gældende. Læs mere: https://taarnbyforsyning.dk/klima/frakobling-regnvand