Fjernvarmeplan godkendt - stort set alle skal have mulighed for fjernvarme

Fjernvarme

Tårnby Kommune har godkendt første skridt i fjernvarmeudbygningen. Det er planen, at stort set alle enfamlieboliger og etageejendomme i kommunen får tilbudt fjernvarme de kommende år. Omkring halvdelen af borgerne modtager allerede fjernvarme

Billede af fjernvarmerør

Første skridt i udbygningen

Tårnby Kommune har godkendt første skridt i udbygningen af fjernvarme. Det betyder, at der nu kan tages fat på EU-udbud af udbygningen nord og syd for motorvejen.

Dertil forventes godkendelse af en såkaldt huludfyldningsplan, som også dækker dette område. Disse to planer vil dermed smelte sammen til en. Valget af dette udbygningsområde, som det første, handler om, at det ligger i naturlig forlængelse af allerede eksisterende fjernvarmeområder og -ledninger.

Først i EU-udbud

Inden Tårnby Forsyning kan komme i jorden, er der dog krav om et EU-udbud. Dette betyder, at Tårnby Forsyning tidligst forventer at kunne grave primo 2024 – også selvom Tårnby Kommune har forkortet deres godkendelsesproces for fjernvarme.

Flere udbygninger på tegnebrættet

Udover denne udbygning er der flere fjernvarmeplaner på tegnebrættet, så stort set alle enfamlieboliger og etageejendomme i kommunen får tilbudt fjernvarme de kommende år.

Borgmester Allan S. Andersen ser planen som et vigtigt skridt mod uafhængighed af gas:

”Med denne første fjernvarmeudbygning tager vi et vigtigt skridt mod udfasningen af fossile brændsler som gas. Det er både godt for miljøet og godt for os i Tårnby, at vi med et veludbygget fjernvarmenet kan fremtidssikre energiforsyningen. Vi skal hurtigst muligt ud af gasafhængigheden – ligesom resten af landet og Europa”.

Bestyrelsesformand Einer Lyduch er også glad for godkendelsen, der skubber på den grønne omstilling:

”Vi er meget glade for at kunne tage fat på denne første udbygningsplan. Fjernvarme er en essentiel del af den grønne omstilling og vores ambitionen som selskab om at være med til at reducere CO2-udledningen markant i Danmark”.

Tidshorisont for mere fjernvarme i Tårnby

Når Tårnby Forsyning skal udføre store anlægsprojekter, skal de i EU-udbud, og gravearbejdet forventes dermed ikke at kunne starte før tidligst primo 2024. Det spiller også ind, at hele fjernvarmebranchen – som resultat af krigen i Ukraine – oplever en ekstraordinær efterspørgsel på mandskab og materiel, som kan forsinke tidsplanerne. Den overordnede tidsplan, som regeringen har meldt ud, er, at alle skal kunne få fjernvarme senest i 2028. Alle borgere i Tårnby Kommune kan i år forvente at få orientering om, hvorvidt det er muligt at få fjernvarme og hvornår.

Information og selvbetjening

Her på Tårnby Forsynings hjemmeside opdateres løbende om fjernvarmeudbygningen. Det er også muligt at benytte selvbetjeningsmuligheder som oversigtskort, adressetjekker, ansøgningsformular, interessetilkendegivelse mv.

Missing indholdselement.
Emne