Brud på vandledninger udbedres hurtigt

Nyheder

Vandbrud er uundgåelige engang imellem, men som regel bliver de repareret hurtigt. Tårnby Forsyning leverer rent drikkevand i dunke til de villaveje, der er påvirket af en eventuel nedlukning.

vandbrud5

Ved et vandbrud bliver der reageret hurtigt, og Tårnby Forsynings eksterne samarbejdspartner bliver sendt ud for at tilse og reparere bruddet.

Med mere end 190 km vandledninger rundt om i Tårnby kan det ikke undgås, at der engang imellem sker brud på nogle af disse vandledninger. Heldigvis bliver der reageret hurtigt, når vi hos Tårnby Forsyning bliver opmærksom på et eventuelt brud. Ofte står vandet op igennem asfalten det sted, hvor der er sket et brud på vandledningen, og så er der årvågne borgere, som kontakter os.

Vand stod op af vejen

Derefter sender Tårnby Forsyning bud efter vores eksterne samarbejdspartner, som er specialister i at udbedre disse brud. Som regel kan bruddet fikses i løbet af kort tid, og det var også tilfældet i begyndelsen af denne uge.

For tirsdag formiddag indtraf uheldet på Smedekærvej, og pludselig væltede der vand op i siden af vejen, og efter en hurtig inspektion blev udbedringen igangsat. Det betød, at vandet på to veje i området blev lukket midlertidigt.

vandunke
Når uheldet er ude, og der opstår et vandbrud, rykker vores medarbejdere ud med rent drikkevand i dunke til de berørte husstande.

Dunke med vand til rådighed

Derfor var Tårnby Forsynings medarbejdere ude med vanddunke på villavejene til de beboere, der havde brug for vand i de få timer, vandet var lukket. Efter en effektiv graveindsats blev vandledningen repareret, og vandet strømmer nu igennem ledningen uden problemer.

Når der sker vandbrud af den kaliber, hvor vi er nødt til at lukke for vandet, varsler vi de berørte beboere med SMS – samtidig leverer vi dunke med vand til de berørte veje. Har man brug for mere vand, kan det altid hentes på vores vandværk på Gemmas Alle.

Her kan du tilmelde eller afmelde SMS-service

 

Emne